Demens

Hvad er demens? Og hvad er typisk adfærd for demente?

Demens er ikke en sygdom, som man kunne tro, men et syndrom, da det er en samling af symptomer, og det nedsætter hjernens hukommelsesevne, tænkeevne, følelsesliv og personlighed ved at ramme nerveceller i hjernen. Det er en sygdom for sig, og ikke en del af den naturlige aldring.

Diagnosen demens gives på baggrund af personens sygehistorie og lægeundersøgelse, hvilket kaldes en klinisk diagnose. Det er ikke tilstrækkeligt at diagnosticere kun på baggrund af scanningsundersøgelser.

Alzheimers sygdom er den hyppigste form for demens. Mange Patienter over 60 år, helt op til 50%-70%, med diagnosen demens, lider af Alzheimers. Det kan opstå på grund af sygdom i hjernes blodkar (veskulær demens) og det er en anden form for demens. Blodkarforandringer kan med tiden alene udvikle demens, men ofte er det en medvirkende årsag til den intellektuelle svækkelse. En del ældre patienter får både Alzheimers sygdom og vaskulær demens.

Hjerneforandringer, som alzheimers medfører, er så utroligt mikroskopiske, at det er svært at give en sikker diagnose. For at stille en diagnose kan der foretages forskellige former for scanninger, som kan vise forandringer i hjernen. Derudover findes der tests, som patienter skal igennem, for at kunne udrede dem for demens.

Hvis pårørende eller personen selv har mistanke om demens, kan de gå til den praktiserende læge. Lægen vil i samtale med personen, evt. alene eller sammen med pårørende, finde frem til hvilke symptomer personen har, og hvor lang tid det har stået på.

Lægen kan foretage en MMSE-test (Mini Mental State Xamination). Personen skal svare på forskellige spørgsmål og lave små opgaver, hvor der kan højst scores 30 point. Jo lavere patienten scorer, jo større er sandsynligheden for, at personen lider af demens. Lægen kan ud fra denne test danne sig et billede af, om personerne har påvirkninger af en eller flere intellektuelle funktioner. Der findes også en test, der kan påvise forstyrrelser i rum-retnings-opfattelsen. Her bliver patienten bedt om at tegne en urskive med tal og anføre et bestemt tidspunkt med den lille og store viser. På billedet af ur skiven kan man se et eksempel på en person med demens som har forstyrrelser i rum-retnings-opfattelsen. Patienten kan få foretaget en CT-scanning, MR-scanning, SPECT-scanning eller PET-scanning. CT-scanningen bruges normalt til udredning for demens, og de andre former for scanninger tages kun i brug ved særlige tilfælde. 

Demens rammer hjernes nerveceller, som derved vil blive ødelagt og gå til grunde. Sygdommen udvikler sig langsomt og oftest over flere år.

Normalt afhænger hjernes funktion af et samspil mellem nedbrydende og genopbyggende processer. Hvis hjernen udsættes for skadelige påvirkninger eksempelvis manglende ilt, prøver den at genopbygge nervecellerens funktion og på den måde mindske skaderne. Jo ældre man bliver, jo sværere har de beskadige nerveceller ved at restituere. Hjernen udsættes derudover også for en større skadelig påvirkning på grund af andre sygdomme, som kan forekomme hyppigere med alderen eksempelvis sukkersyge, forhøjet blodtryk og åreforkalkning. En kombination af en naturlig aldringsproces og skadelige påvirkninger gør, at hjernen ikke er så modstandsdygtig over for de særlige alzheimer forandringer, som kan udvikle sig.  

Kvinder har større risiko for at udvikle Alzheimers sygdom end mænd. Det vides ikke hvorfor.

Åreforkalkning og følgerne efter en blodprop i hjernen kan øge risikoen for vaskulær demens. Det betyder at forhøjet blodtryk kan give udvikling af skader i blodkarrene i hjernen, og det kan medføre hurtigere udvikling af demenssymptomer hos en person, der også har Alzheimer forandringer.

Ved alzheimers sygdom er der to forandringer: plaques og tangles. 

Plaques er aflejring, imellem hjernes celler, af beta-amyloid, som er et særligt protein. Dette kan skyldes en øget dannelse af proteinet eller en ubalance af forskellige enzymer i hjernen, som nedbryder beta-amlyoid. Proteinet er skadeligt for hjernens nerveceller, og det medfører betændelseslignende forandringer i hjernevævet.   

Tangles er et protein, som består af sammenfiltrede tråde, tau. Det ophobes i nervecellerne. Denne ophobning af tau skader nervecellerne i hjernen og medfører først at nervecellerne mister deres evne til at kommunikere med andre nerveceller og til sidst vil de gå til grunde.

Sygdommen breder sig først dybt i tindingelappen i hypocampus, det er her centeret for indlæring og hukommelse ligger. Derefter spreder sygdommen sig til pandelappen, bagud i tindingelappen og til isselappen.

Sygdommen spredes til de større dele af hjernen allerede i det tidlige forløb. Der er dog nogle områder i hjernen, som bliver ramt langt inde i sygdomsforløbet. Det er områder for syns-, hørsels-og berøringsindtryk og sensorisk og motorisk hjernebark.

Symptomer på Alzheimers

1. Glemsomhed

Spørge flere gange om det samme, eller glemme aftaler. 

2. Besvær med at udføre velkendte opgaver

Det at følge en ellers kendt madopskrift, som man har brugt mange gange. 

3. Problemer med at finde ord

Gå i stå midt i sætninger eller siger ordene helt forkert og kalder ting noget helt forkert.

4. Forvirring vedrørende tid og sted

Ikke vide hvilken dag det er, ikke vide om det er vinter eller sommer og glemme hvor man er, og hvordan man kom derhen.

5. Svigtende dømmekraft

At tage vinterjakke på selvom solen skinner og det er varmt.

6. Problemer med at tænke abstrakt

Tager tingene bogstaveligt - eksempelvis ikke at kunne forstå billedsprog. 

7. Vanskeligheder med at finde ting

Glemmer hvor man sidst har lagt sine ting. Lægge sine ting hvor man ikke normalt ville lægge dem eksempelvis at lægge tandbørsten i køleskabet eller anklage andre for at stjæle de ting, man ikke kan finde.

8. Forandringer i humør og adfærd

Blive sur, vred, ked af det uden oplagt grund hvis ens vaner bliver brudt. 

9. Ændringer i personlighed

Gøre ting som personen normalt ikke ville gøre. 

10. Mangel på initiativ

Isolere sig fra andre eller fritidsaktivtier som man ellers plejede at gå op i.

Jo længere en person med alzheimers er i sygdomsforløbet desto mere vil personen være afhængig af hjælp. Selv ting som at spise, tage tøj på og komme på wc kan være meget besværligt. Personer med alzheimers kan dog ofte være i fysisk god form og kan ofte gå langt. Der forekommer historier om demente, som er gået hjemmefra og fundet mere end 20 km fra hjemmet næste dag. Plejen kan blive vanskelig for de sundhedsprofessionelle, da personen i det stadie har tiltagende psykiske forstyrrelser og adfærdsforandringer. Hjerneområder, der styrer motorikken, rammes først i de sidste faser af Alzheimers-sygdommen. Personerne vil til sidst ikke kunne gå, og få problemer med at spise og synke, og der kan også forekomme epileptiske anfald. I de allersidste faser er personerne ofte bundet til sengen, da de ikke har evnen til at bevæge sig. Dødsårsagen er ofte en infektion som eksempelvis lungebetændelse.

Fra diagnosen Alzheimers-sygdom stilles, strækker sygdomsforløbet sig oftest over en periode på 6-10 år. Der vil i denne periode gradvist ske tab af funktioner. Det er dog ikke ualmindeligt, at der i sygdomsforløbet vil forekomme perioder på op til tre år, hvor der kan være fuldstændig ro i sygdommes udvikling.

Kriterier for demens (ICD-10 kriterierne)

Ifølge WHO (Verdenssundhedsorganisationen) (10. udgave af sygdomsklassifikationen ICD) skal disse nedenstående punkter være opfyldt for at kunne stille diagnosen demens. 

1. Nedsat hukommelse og det skal konstateres ved en undersøgelse af neuropsykolog eller læge. 

2. Intellektuel (kognitiv) hjernefunktion skal være påvirket.

3. Personen er påvirket i en sådan grad, at det påvirker evnen til at fungere i normale situationer.

4. Personen må ikke under undersøgelsen være forvirret på grund af sygdom

5. Tilstanden skal have været tilstede i mindst 6 måneder.

Udfordringer med demente:

Generelt kan der være rigtigt mange udfordringer med demente, og mange afdelinger på sygehusene er slet ikke rustet til at have demente patienter indlagt, fordi de simpelthen ikke har den nødvendige viden og de nødvendige værktøjer, til at hjælpe de demente patienter. På mange afdelinger kan travlheden tage meget af tiden til den omsorg, som demente patienter har brug for. Mange demente kan være udadreagerende og meget voldsomme, hvilket betyder, at behandlingen af den demente patient ender med ikke at blive optimal.

De fleste demente har svært ved at huske andet end det, der skete i deres barndom, og korttidshukommelsen kan være påvirket så meget, at de slet ikke kan huske, hvad der er blevet fortalt. Dette alt efter hvilken type og hvor fremskreden patientens demens er. Denne amnesi kan især være udfordrende i en situation, hvor en brækket knogle skal have hvile og ro, men ikke får det, fordi patienten med demens ikke forstår situationen, og derfor ikke holder den i ro. Det kan være, at der opstår nye brud, luksation eller hæmatomer etc.

I ortopædkirurgisk øjemed har demente patienter med femur fraktur, eller bare frakturer generelt, svære betingelser, da der ved eksempelvis en nyindsat hemialloplastik er restriktioner på, hvordan man må bevæge benet. Man må eksempelvis ikke bøje over 90 grader, og dette kan være meget svært at få en demensramt patient til at forstå, for ikke at sige at det næsten kan være umuligt. Dette kan føre til, at der bliver anvendt mere magt overfor de patienter, som lider af en demens-sygdom.

Et stort problem med demente er, at de ikke på samme måde som raske, kan give udtryk for smerte. Det er derfor vigtigt, især ved frakturer og store operationer forbundet hermed, at den demente bliver spurgt om smerter, på en måde, der er til at forstå. (http://www.dsr.dk/Sygeplejersken/Nyheder/Sider/Demente-har-svaert-ved-at-haandtere-smerte.aspx) kun på denne måde kan man finde ud af, om den demente patient er ordenligt smertedækket. Oftest vil patienten med demens måske have mere ondt end den ”raske” patient, fordi den demente patient er dårligere til at håndtere smerten og derved tolerere den. I nogle tilfælde vil man også kunne benytte smertevurderingsskalaer, eksempelvis VRS.

Ernæring er som for alle andre med enten et brud, eller som lige har gennemgået en operation, vigtigt, fordi det er en del af helingsprocessen. Her kan der med demente være en udfordring i, at få dem til at forstå at de er nødt til at spise, for at det ikke gør ondt mere. Demente skal helst ikke have for mange valgmuligheder, før det bliver uoverskueligt og virker håbløst for dem. Det nytter ikke at komme med hele dagens menu og lade dem vælge, for det er simpelthen ikke en mulighed for den demente patient at forstå dette. I stedet kan man eksempelvis spørge ”kan du lide suppe?” eller ”hvad siger du til en rugbrød med pålæg?”. I nogle situationer, er det ikke muligt for den demente selv at tage en beslutning, og man er nødt til at tage beslutningen for patienten.

Kommunikationen mellem plejegiveren og den demente patient er afgørende for, at der bliver ydet en optimal omsorg og den bedste pleje. Demens rammer hjernen, og det kan derfor for den demente være svært, at udtrykke sine behov (sult, smerte, ubehag etc.), tanker og følelser. Kommunikationen kan også kun lykkes hvis patient og plejepersonale, har opbygget en relation til hinanden. Det er vigtigt at man med demente, tager sig god tid til at lytte og forstå, da der ellers meget hurtigt kan opstå situationer hvor den demente patient, bliver misforstået eller ikke bliver lyttet til. Aktiv lytning er vejen frem med en dement patient, men her spiller tidspresset på afdelingerne også ind, fordi der simpelthen de fleste steder, ikke er tid til at sætte sig og lytte til patienten i længere tid.

Rehabiliteringen af den demente patient kan i det fleste tilfælde være en udfordring for alle faggrupper.