Interview

Hvilke ressourcer har i her på afsnittet, til at give demente med frakturer, de bedste muligheder for at komme hurtigst muligt tilbage til deres normale hverdag?

-          Vejleder: Altså det man kan sige der er generelt, og det i påtænker primært, det er på plejecentrende og ikke ude i hjemmeplejen?

Freja: Ja, dels plejecentre men også sygehusene, men det er nok mest relevant for dig, at svare omkring plejecentrende.

Vejleder: Jeg ved at generelt tilstræber man jo, at borgere med demens kommer hurtigst muligt hjem fra sygehuset, fordi generelt mistrives med som regel i ukendte omgivelser og det at komme ind på en sengeafdeling, det ville jo være som at lande i Rusland med bind for øjnene nogen gange, og prøve på at begå sig der. Det er det eneste jeg ved er at de kommer forholdsvist tidligt hjem og der handler det meget om at smertelindre.  Men de ressourcer der bliver sat ind, er at der jo bliver ikke sat ekstra ressourcer ind som sådan, men man forsøger og mobilisere med de daglige aktiviteter, som at komme ud og ind af sengen og på badeværelset, hvor nu end, hvis det er en hoftenær fraktur, jamen så den træning der ligger forbundet med at gøre de daglige ADL handlinger, det vil sige at det der nok, vil jeg gætte på, er af ressourcer, der bliver ikke taget ekstra folk ind, i forhold til at der kommer en hjem med fraktur. Så er der selvfølgelig at man forsøger at komme tilbage til den hverdag de havde før, fra plejehjemmet af, så det begynder at ligne det de kom fra, jo mere genkendelighed der er i demens ramtes hverdag, jo nemmere er det for dem, at begå sig i det.

Anna: Jeg tænker også i forhold til redskaber som eksempelvis hjælpemidler?

Vejleder: Hvis du med midler tænker hjælpemidler, så skal de jo med fra sygehusene af. Hvis det er blivende hjælpemidler, så kommer de fra de kommunale hjælpemiddelcentral. Så hvis der er nogen gangredskaber de skal have med hjem en prædikestol eller en rollator eller krykker eller gangstativ, hvad det nu er man skal have med hjem, så levere de det fra sygehuset. Det tror jeg måske de stadigvæk gør, jeg er lidt i tvivl, men sådan har det i hvert fald været. Og hvis det er at man kan sige, at det her er en permanent skade, og at de ikke kommer til at kunne gå uden hjælpemidler, så bliver det leveret fra kommunal hjemmemiddelcentral.

Hvilke udfordringer kan der opstå, når en dement patient har påført sig en fraktur?

-          Freja: vi tænker at den demente, måske godt kan glemme at de har en fraktur, så kan de vel påføre sig yderligere skade?

Vejleder: Det er selvfølgelig meget nemt at snakke om en hoftenær fraktur og eventuel en hoftealloplastik eller noget hvor der er strenge restrektioner, i forhold til hvad man må, og hvad man ikke må. Og ja, der er en høj risiko for at de gør det stik modsatte af hvad det er de skal og må. Dernæst så er noget at det jeg vil sige som jeg lægger meget vægt på, det er delir udløst af smerter, fordi hvis du er svært dement så har du ikke altid evnen til at vise at du har ondt, og så kommer det til udtryk ved adfærdsforandringer i stedet for. Så bliver man måske vred, aggressiv eller man putter sig og trækker sig og fremstår måske mere depressiv. Så der er i hvert fald et detektivarbejde i det med at prøve at holde fast i hvad er hvad, og drejer det sig om smerter eller hvad, for det er ikke altid at man kan se det på dem, at man har ondt. Så må man jo prøve så vidt muligt at guide igennem hverdagen igen, hjælpe dem til at få, hvis det er en hoftenær fraktur, så hjælpe dem til at få skråkilen med eller prøve på at lejre så man så vidt muligt ikke krydser benene over, eller hvis det er man skal lejre armen på en pude og den skal ligge til afhævning. Men vi kan ikke, og vi må ikke anvende magt, og vi kan ikke tvinge folk, så det er et forsøg så lempeligt som muligt at hjælpe til at det bliver så, skånsomt og alligevel så godt som muligt. Så der er ingen tvivl om at der er store udfordringer ind i mellem, i forhold til borgere der måske ikke støtte på deres ben, og dermed rejser sig fra kørestolen, fordi at det har man glemt, og så falder man igen.

Freja: er der egentlig mulighed for at få ekstra mandskab ind, når man har en borger med fraktur? Jeg tænker bare, kunne det ikke være godt?

Vejleder: det kunne sagtens være godt, men det er desværre ikke den virkelighed vi lever i. Man vil selvfølgelig tilstræbe i den eksisterende personalegruppe at have lidt ekstra opmærksomhed, og formegentlig også snakke med demensvejlederen og spørge; har du nogle gode ideer til hvordan man kan gribe det her an. Sygeplejen er tæt indover og der er generelt en god normering blandt sygeplejersken på plejecentrende nu, hvor så man kan sige, at der i hvert fald er nogle helt konkrete og somatiske forhold som vi tilstræber, er i orden, og så må vi så gøre det så godt som muligt.

Hvilke tiltag gør i, for at hjælpe den demente på bedst muligt vis?

-          Vejleder: Det ligner vel lidt det foregående spørgsmål, med at man nemt kan risikere at vedkommende ikke vil have det i sin seng (puder, gips), og så må man gøre det efter det næstbedste, det er hele tiden så lempeligt som muligt. Men det er jo ikke sådan at man siger, at der er en demensramt, og du vil ikke, og så gøre vi ikke mere ved det. Altså, der har vi jo en lovgivningsmæssig pligt, til at blive ved med at prøve, og det gør vi også.

Hvordan oplever i, at jeres demente patienter tager omvæltningen, ved at være indlagt?

-          Vejleder: Altså, det er jo igen, vi snakker meget delir, og her vil det måske være et flyttedelir, altså det at have været indlagt og været ude af sine vante omgivelser, og det at de måske har været i narkose og have ondt, og måske har man været med ambulancen ind også. Så hjernen den er simpelthen på maksimal drive, og det kan ikke omsættes, når man er skadet i sin cortex. Så der er højrisiko for at man er i et delir, og at man har brug for ekstra opmærksomhed når man kommer hjem.

Har den demente patient med en fraktur, større tendens til at være udad reagerende, selvom patienten normalt ikke er dette?

-          Vejleder: Ja hvis man siger i forhold til en patient uden demens, så er de i større risiko, fordi de netop er i højrisiko for at udvikle delir, og det kommer gerne til udtryk ved motorisk uro og aggressioner, med en døgnvariation, sådan et flekterende forløb.

Freja: men der er det vel også ekstra vigtigt at få dem smertedækket?

Vejleder: Ja og der bider det jo sig selv i halen ikke, hvis man skal være sikker på at de er ordenligt smertedækket, så er der en risiko for at de rejser sig, for så har de jo ikke ondt. Men hvis vi ikke smertedækker så er der risiko for at udvikle delir. Så det kræver virkeligt tæt opmærksomhed og at personalet kender én og de signaler man sender, og det er jo det der er svært på en sengeafdeling, hvor man kender vedkommende i 4 dage måske, og her skal lave de relevante observationer.

Hvordan oplever i at de pårørende til de demente patienter reagerer på, at deres kære er kommet i en vanskelig situation?

-          Vejleder: Jamen altså, de er selvfølgelig kede af det og ville ønske at de kunne være den situation for uden, for de kan jo også se at den reaktion som oftest kommer, i forbindelse med en indlæggelse. Mange gange så er de pårørende jo lidt en fast vagt på sygehusene, fordi det er dem der kan være der, og kan hjælpe vedkommende med at finde ro, fordi der er noget trygt i det.

Er i på afsnittet efteruddannet i hvordan en dement patient med en fraktur kan hjælpes bedst muligt?

-          Vejleder: folk er ikke efteruddannet i forhold til frakturer, de har deres grunduddannelse, som ssh, ssa eller sygeplejerske, og så har mange noget mere viden omkring demens, men målrettet om frakturer er jeg ret overbevist om at der ikke er nogen der har.

Freja: Du er jo demensvejleder, så du er en man kan ringe til og få ud og fortælle om demens, og hvilke hensyn man skal tage?

Vejleder: Det er jo i et tæt samarbejde, for der er jo personale på plejehjemmet som kender borgeren, jeg kan så komme og stille nogle spørgsmål, og ”har i tænkt på ” og ”kunne det være” og ”hvordan er det, hvis”, og så er der den her delirscreening, og gøre opmærksom på om der er nogle faktorer der, somatiske faktorer, som vi kan behandle og så er vi i hvert fald på den anden side af det. Får man eksempelvis en blærebetændelse, fordi man er blevet kateteriseret , der kan være mange ting der kan udløse det.

Hvordan påvirkes den demente patients almene tilstand, ved at have en fraktur (ernæring, relationer)?

-          Vejleder: Jeg vil tænke i forhold til ernæring, skiller den demente patient sig ikke ud, fra den normalt aldrende, som måske er blevet sengeliggende, og ikke kan spise med sin højre hånd, og har svært ved at spise med venstre hånd, og dette bliver selvfølgelig kompliceret ved at du har en demens, og er kognitivt skadet. Hvor man måske i forvejen har svært ved hvad en kniv eller gaffel er , og har brug for en at spejle sig i, så kan man ikke det, fordi man sidder med en gips arm, som man faktisk ikke ved hvad er, og gerne vil pille af.  Så, det kræver opmærksomhed, i særdeleshed fra personalet, så man er sikker på at de får den rette ernæring.

Relationerne bliver selvfølgelig sårbare hvis det er at man er vred på den her gipsarm, for så bliver det dét der er fokus, og det kan man ikke abstrahere fra, man har svært at impulsstyre, både indre og ydre impulser, så kræver det igen stor opmærksomhed, for at finde ud af, hvordan man måske kan aflede med, musik, fodbad eller håndmassage, eller andet der gør at vi bringer opmærksomheden væk fra den her gips. Man kan give en trøje på, så den er knap så synlig. Hvis ellers den er smertefri, så kan måske trække opmærksomheden lidt væk.

Bruger i nogle former for innovative tiltag, i behandlingen af de demente patienter (paru, musik, andre aktiviteter?).

-          Vejleder: Vi skal til og i gang med, jeg ved ikke om i har læst lidt om det, men der er en kat som er efterkommer af sælen. Sælen er en vældig dyr genstand, og den har haft lidt udskældthed, også i forhold til at den ikke har et ekstra ”skind”, så den er svær at gøre ren. Det vi har, har hørt fra andre steder, for vi har den ikke i Hjørring kommune, det er at den bliver sat lidt på hylden. Men der er kommet en kat nu, som vi skal være en del af i Hjørring kommune, som har et ekstra ”skind”, så det kan tages af, og den kan blive vasket, og den har lidt de samme funktioner som sælen, den kan spinde og er tung, og virke mere som en troværdig kat. Vi bruger også dukker, bamser, musik og kædedyner og kædeveste, lidt ligesom kugledyner, hvor der så bare er indsyet en kæde. De er ikke så, så irriterende, fordi der ligger sådan en ganske almindelig jernkæde, i lamellerne i dynen, hvor kuglerne de kan godt være, frustrerende for en borger med demens, som ikke forstår hvad er den her dyne. Der virker kædedynen mere som en almindelig dyne, men stadig med den grounding , hvis du vender den dén ene vej, og den anden vej er det så sansestimuleringen. Men det er som regel groundingen vi bruger. og så samme måde med en vest, hvor det er ligesom en røntgen dragt, hvor der er noget tyngde. Vi har også sådan nogle ærteposer, som kan varmes, og give en hvis tryghed, fordi der også er lidt tyngde i.

Hvilke ressourcer har i tværfagligt, med andre faggrupper?

-          Vejleder: ja, vi har sundhedscenteret, og hvis man har en hoftenær fraktur eller en skulderfraktur, så kommer man ud med en genoptræningsplan (GOP), og så kommer der en fysioterapeut og kommer med en vurdering af, hvad vil det sige, at genoptræne den her borger, for borgere med demens , kan jo desværre ikke huske deres genoptræningsprogram, så de har brug for hjælp til at lave de her øvelser, og der vil være en fysioterapeut, der vil komme ud og lave det, i en hvis periode, og når man så siger , nu er det i et stabilt forløb, og resten det vil være, igen , den daglige ADL, med at til at fra spisebordet , og gå ind på stuen, og på badeværelset, komme i sit tøj, sådan nogle ting. Så har vi ernæringsterapeuter, demensvejledere, musikterapeut, som er meget godt. Det er ikke som sådan en spillevise, men rytmisk, og musikken bliver brugt som et arbejdsredskab. Det er med til at skabe noget ro, og relations og kommunikationsarbejde. En dement beboer som har mistet sit sprog, men igennem sangen formår hun alligevel at kommunikere. Der er også nogen som er svært hallucinerende, så kan det være med til at få udtryk for de der hallucinationer, det kan være som en mand der er efter en, kan man få dem sunget væk. Så finder man nogle melodier og sangvalg, vedkommende kan relatere til. Så bruger hun også tempo, det er et spørgsmål om beatet , om det er hvile eller det ikke er. Det kan bruges på mange måder.

Er behandlingen for en dement patient, den samme som for en ”almindelig” patient?

-          Vejleder: Der er de personer der er på et skærmet afsnit, og der er dem der er på et somatisk afsnit. Man flytter selvfølgelig fokusset i afdelingen til der hvor der er behov lige nu, og trækker selvfølgelig også meget på sygeplejeressourcerne, da der er nogle ting der skal ekstra opmærksomhed omring.

Hvordan forbereder man eksempelvis en studerende eller andre faggrupper med meget lidt viden om demente, på at yde pleje til en patient til demens?

-          Vejleder: Jamen hvis du er elev eller studerende i Hjørring kommune, så tilbyder vi undervisning hos demensvejledningen, hjælperne de har en hel dag med demensundervisning og magtanvendelse og det samme for assistenterne. Mit personale er inviteret med på det her undervisning. Så tilbyder vi studerende, en eftermiddag, for i har noget mere grundlæggende viden i jeres uddannelse, efterhånden, heldigvis. Så har vi været med i det projekt der kører på sygeplejerskeskolen med demens som et valgfag. Så gør vi meget i at, vi som demens vejledere, ude i grupperne, både på afdelingerne og på mere borgerrelateret, hvor det måske er nogle få personer, hvor man kommer mere i dybden med den enkelte person, og får snakket faglig viden også, og hvad man skal være opmærksom på. Men jeg tror det er det vi gør sådan primært her i kommunen. Og så ellers selvfølgelig med ens vejleder.

Er der noget du har tænkt på , som mangler i plejen af demente med frakturer, hvis du nu forestillede dig at du havde ubegrænsede midler?

-          Vejleder: så ville jeg bruge dem på personale ressourcer. Nærvær, det ægte nærvær, er det man når længst med og så kan meget lade sig gøre. Så hvis jeg havde den største pose penge, så ville jeg købe mere personale

Anna: så i mærker besparelser?

Vejleder: Det gør vi, og det gør man jo desværre alle steder, og det betinger også at de ting vi gør, er fagligt velfungerende, for vi har bare ikke tid til at gå og gøre om, det skal ikke være sådan at man kan sige at det bliver en situation der kommer til begrænser en fordi man hele tiden skal være på forkant, og hele tiden skal gøre det rigtige. Derfor skal man jo stadigvæk være nyskabende, og prøve noget nyt engang imellem. Men når du har med demensramte at gøre, så kører det bare i et andet tempo. Når vi prøver nye ting af, er det ikke på 2 dage, det er måske 14 eller 30 dage, før at vi kan se at det har den effekt det skal have. Jeg kan ikke lige sige at der er noget jeg tænker, fordi igen, de er meget syge de mennesker der bor på de skærmede afsnit, så vi er ude over elektroniske hjælpemidler i form af, en skærm, og kan ikke taste ind som en anden person kan. Men man kan måske bruge nogle billedkort, som kan vise et eller andet, som kan være en hjælp til at kommunikere. Vi kommer ikke udenom at menneskekontakten er den vigtigste.

I forhold til umyndiggørelse, hvornår rammer man umyndiggørelsespunktet?

-        Vejleder: demensramte borgere bliver faktisk ikke umyndiggjorte, men de får et værgemål, tit og ofte i forbindelse med en indflytning. Det skal vi via statsforvaltning , hvis ikke du kan give et reelt samtykke, og ved hvad det vil sige at betale et indskud, eller skrive under på en lejekontrakt, kan man søge om et værgemål. Du kan også få et målrettet flytteværgemål, som kun gælder for selve flytningen, måske få opsagt tidligere bolig, hvis man skal have den opsagt. Flytteværgemålet bortfalder når borgeren er flyttet ind. Der skal være et reelt behov. Der er lige nu ventetid ved statsforvaltningen, på 6 mdr., fra vi søger, men vi kan ikke søge på forhånd, fordi der skal være et reelt behov. Så det kan sommetider forhale ud i lange ventetider.

      Analyse af interview med demensvejleder

      Vi har valgt at aftale et møde/interview med demensvejleder, fordi vi gerne ville have et realistisk billede af hvordan patienter/borgere med demens håndterer indlæggelser, og omvæltningen fra indlæggelse til udskrivning til hjemmet. En demensvejleder har kompetencer til at svare på disse spørgsmål, da hun til daglig vejleder i demens for både borgere med demens og medarbejdere der til daglig arbejder i miljøet.
Derfor havde vi i forbindelse med dette, forberedt nogle spørgsmål, som skulle danne grundlag for dette interview.

     I det følgende fremlægges hovedpointer fra interview og der analyseres på disse.

     Først bad vi demensvejlederen fortælle hvilke ressourcer der er på plejehjemmene for at give demente med frakturer bedst mulighed for at komme hurtigst muligt tilbage til deres hjem. Til dette svarede hun, at det vigtigste var at få patienten med demens udskrevet hurtigst muligt, da det er meget forvirrende at være indlagt, især hvis man lider af demens. Man skal hurtigt tilbage til sine daglige aktiviteter, da det er dem de kender og de føler sig trygge ved rutiner. Det er vigtigt at patienten med demens, lige så vel som det er vigtigt for patienten uden demens, bliver mobiliseret. Dette fordi at kroppen skal belastes for at den kan genopbygges, for hvis man er inaktiv, vil miste både knogle- og muskelmasse. Det er vigtigt at den demente er smertedækket, da ubehandlet smerte kan føre til at personer med demens er i større risiko for at gå i delir (Se indlæg om delir). Der er ingen ekstra bemanding når man har patienter med demens indlagt, og det er ikke muligt at have kendt plejepersonale med til indlæggelsen, det kunne ellers være en god ide, da patienter med demens godt kan blive forvirret og urolige, når de er i ukendte omgivelser og skal forholde sig til nye ansigter. Patienter med demens, som har påført sig en fraktur kan have svært ved, at forstå situationen omkring genoptræning, ligeledes hvorfor genoptræning er vigtig. Dette er en udfordring, fordi plejepersonalet hele tiden skal være over patienten med demens, for at undgå yderligere skader. Genoptræning er netop vigtig for at undgå nye skader, da man med genoptræning vil opbygge og styrke muskelmasse og knoglemasse.  

     Essensen af interviewet er, at patienter med demens har nogle særlige behov, som skal tages hensyn til. Derudover kræver det, at vi som plejepersonale giver os tid til, at give den fornødne opmærksomhed og nærvær til patienten med demens. For at vi kan give den fornødne opmærksomhed og nærvær, kræver det at regionen/det kommunale efterlever plejecentrenes og afdelinger ønsker omkring efteruddannelse, økonomi og tid.